Set fra bagsmækken — Uge 3: Kroppen på ruten
En rute er ikke ét løft. Det kan være flere tusinde.
Kroppen tæller, også når ingen andre gør.
Anden dag på ruten. Jeg står ude ved et sommerhus, halvt sand under støvlerne. Skraldebilen holder oppe ved vejen. Fra spanden til bilen er der 40 meter. Spanden er halvfyldt med haveaffald, sten i bunden, en høj kant på vejen. Det er ikke tungt. Men det er heller ikke let.
Så bjæffer en hund fra det næste sommerhus. Man kigger over skulderen. Man holder lige lidt ekstra øje, godt man ikke er bange for hunde. Så tipper spanden over kanten.
Det er landture. Den type opgave hvor makkerens rutine og lokalkendskabet står stærkest De har været her før, mange gange. Men en heldags rute er ikke kun landture. Der er også by-ruter, boligforeninger, og steder hvor spanden er en minicontainer. Der er hjul under, men de er alligevel tunge at bakse rundt med. Kroppen belastes konstant, man hiver, trækker, tipper og skubber, belastningen ændres hele tiden.
Kroppen bliver ikke gammel af én løftesituation. Den bliver gammel af de samme løftesituationer, tusind gange, i vinkler man ikke selv har valgt. Det giver ømme muskler de første dage. Så vænner kroppen sig til arbejdet. Men henover mange år, så kan det blive et problem.
Så er der ind- og udstigningen af bilen. En rute kan let bestå af over 500 stop. Hvert stop: ud, hen, tømme, tilbage, op. Ud, hen, tømme, tilbage, op. Trinene er ikke perfekte, håndtaget sidder ikke altid der hvor man rækker efter det. Efter et par timer laver man det på autopilot. Autopiloten er ikke særlig hensynsfuld over for knæ og hofter. Og heller ikke over for ryg og skuldre, hvis vi er ærlige. Det kræver at man tænker sig om fra starten, og bygge gode vaner.
Ergonomien er en historie for
sig. Nogle håndtag sidder godt. Nogle sidder tættere på siden af bilen end på
operatøren. Nogle gange har man en fordel af lange arme, andre gange er de til
ulempe. Det er små designvalg der kan summeres til meget slid over en
arbejdsdag.
Godt design, det får man når man tænker brugerne ind fra starten.
Og så er der beklædningen. Om sommeren sveder man igennem alt. Om vinteren er man kold i pauserne. Godt tøj gør en forskel. Dårligt tøj gør også en forskel, den anden vej.
Beklædning bliver ofte set som et velfærdsspørgsmål eller et komfortspørgsmål. Men efter fem timer i regnvejr med tøj der ikke holder tørt, er det ikke længere et komfortspørgsmål. Det er et sikkerhedsspørgsmål, koncentrationen falder, reaktionstiden bliver længere, og fejlene sniger sig ind.
Der er ikke én ting jeg tager med hjem. Der er en tendens; kroppen på ruten er en dagligdag der aldrig helt får sin egen sikkerhedsopgørelse. Fordi hver enkelt løft er OK. Hvert trin er OK. Hver enkelt kold pause er OK.
Men det er summen der ikke er.
Vi taler i branchen om nedslidning som noget der sker over årtier. Det gør det også. Men det starter allerede den anden uge med de signaler kroppen sender, som man glemmer at lytte til, fordi de er små hver for sig.
Næste gang: miljøperspektivet.
#SetFraBagsmækken #Renovationsbranchen #Arbejdsmiljø #Ergonomi #Nedslidning #QHSE #HSESpecialisten #Vejle #Fredericia #Kolding #Middelfart
Martin
Ejer og QHSE-konsulent · HSE Specialisten · www.hsespecialisten.dk
Kilder: