Miljøperspektivet
Borgeren har gjort sig umage.
Man ser det tydeligst når man står bag på bilen. Borgeren har gjort sig umage. Papir i den ene side af spanden, plast i den anden. To-kammersystem, som det hedder, der hvor spanden er delt i to og indholdet holdes adskilt fra husets side af tømningen.
Men når spanden løftes op og
tømmes, er der en risiko for at de to fraktioner bliver blandet. Indholdet i
det ene rum kan blæse i det forkerte kammer, en genstand kan være så lang, at
den sætter sig på tværs eller noget helt tredje.
Det er ikke meningen, men det er en del af virkeligheden.
Indsatsen, fra alle, bliver meningsløs i løbet af et øjeblik.
Det er ikke fordi systemet ikke er bygget til at håndtere et to-kammersystem. Det er bare ikke altid at vores affald matcher de krav og vilkår der gør sig gældende, når det skal transporteres fra borgeren og til den videre behandling.
Tanken er skøn, jo færre fraktioner vi har blandet sammen, jo lettere bliver det at genindvinde eller genanvende affaldet.
Man står derude, og ser det ske –
lige der, foran øjnene på en selv. Relativt rene fraktioner bliver blandet, og
værdien af affaldet forringes.
Man ærgres.
Sådan er det bare.
Vi taler i Danmark om at vi sorterer godt. Statistikken viser at mange fraktioner faktisk kommer igennem. Men den viser ikke hvor meget der bliver spildt undervejs, mellem borger og fabrik. Det er summen af små tab. En pose der åbner. En fraktion der blandes. En palle plast der er så snavset at modtageren afviser den.
Der er også producent-siden. Emballagen selv. Den lille papflap der er limet fast på plastbunden. Skruelåget der er ét materiale og flasken et andet. Mælkekartonen der består af flere lag af pap-plast. Alt sammen udfordringer for sortering i ét efterfølgende led.
Sortering er en kæde. Borgerens indsats er starten. Ordentlig pakning er led to. Rigtige spande er led tre. Rigtigt køretøj er led fire. Rigtig modtageordning er led fem. Kæden er kun så stærk som det svageste led. Og jeg oplevede led et til fire på egen krop i én arbejdsdag.
Man kan sige det er borgerens ansvar. Man kan sige det er kommunens ansvar. Man kan sige det er producentens ansvar. Alle har delvis ret. Ingen har hele ansvaret.
Så bliver det ingens ansvar i praksis.
Det er ikke fordi der ikke gøres noget. Der er producentansvar på vej fra 2025-2026 for emballage. Der er kommunale investeringer i ny udstyr. Der er borgere der gør sig meget mere umage end reglerne kræver. Alt sammen godt. Men kæden er stadig en kæde. Og den knækker et sted hvor ingen har tegnet den fulde plan.
Næste gang: sammenfatning
#SetFraBagsmækken #Renovationsbranchen #Miljø #Sortering #Genanvendelse #Toekammersystem #QHSE #HSESpecialisten #Vejle #Fredericia #Kolding #Middelfart
Martin
Ejer og QHSE-konsulent · HSE Specialisten · www.hsespecialisten.dk
Kilder: